Kandidatur brochure

Her finder I min nye Kandidatur brochure i forbindelse med opstillingen

Indlæg i Berlingske debat 5/8

En krig mod fantomer

Her i sommerferien har jeg kun sporadisk læst avis. Nok et udtryk for en sikkert tiltrængt doven ferieramt sløsethed. En enkelt kronik vender dog forstyrrende tilbage i mine ferietanker og derfor har jeg trang til at skrive den ud af mit hoved. Det er Ole Hyltofts (OH) kronik i Berlingske den 11. juli ”Giv os det danske livssyn tilbage”.

OHs kronik var indledningsvis en hyldest til den danske højsommer. En hyldest af en sådan karakter som ingen er uenige i – heller ikke jeg. Solen, blomsterne, det dugvåde græs, de gamle skjalde og de let påklædte piger. Men pludselig fremmanes et sort fantom midt i den danske hygge. Nogen vil ikke Danmark det godt. Nogen håner det danske. En kultur- og medieoverklasse lægger sig pludselig som tunge sorte skyer over Danmark.

Jeg virrede med hovedet og blinkede med øjnene, og læste spalterne forfra. Lige meget hjalp det, jeg forstod ikke hvad OH mente, jeg forstod simpelthen ikke hvem i Danmark det var han hentydede så direkte til.

Født af Radikale forældre, opvokset i et radikalt hjem, aktiv i det Radikale Venstre så plejer jeg at være skydeskive for OHs skriverier. Men det kunne umuligt være mig han satte til vægs i denne kronik.

Jeg elsker Danmark, jeg har tilmed vendt den danske muld med min fars traktor da jeg var barn. Og ja jeg er dybt skeptisk over for Danmarks tilstedeværelse i Irak og stor tilhænger af dansk ulandsbistand. Men jeg ejer ikke et gram af dansk selvhad. Jeg elsker den store internationale verden som Danmark er tæt forbundet med og dybt afhængig af, men jeg er ikke mindre dansk af den grund. Tvært imod. Hver eneste gang jeg rejser ud, eller møder fremmede i Danmark bliver jeg mere og mere bevidst om, hvem jeg er som dansker og hvad det er der er specielt dansk for mig.

Derfor undrer det mig mere og mere hvad det er som OH og andre af hans fæller fra Danske Folkeparti vil have tilbage. Hvem har stjålet hvad og fra hvem?

Når jeg læser OHs kronik, savner jeg ordet frisind. Noget der for mig er og har været meget meget dansk og en stærk det af mit danske livssyn. Frisind forstået på den måde, at du har din holdning og jeg har min holdning, og din holdning svækker ikke min, men gør mig mere bevidst om vores forskel og hvem jeg er. Den tolerance og rummelighed har altid for mig været typisk dansk. Ikke sådan at forstå at alt er lige godt – nej, men sådan at forstå, at en nation netop bliver stærk i det brydningsfelt hvor meninger mødes.

OH nærmer sig frisindet i sin karakteristik af Kim Larsen. Manden som nægter at skodde og elsker at provokere. Ham er der plads til. Det er godt! Men hvorfor ikke også alle de andre – hvorfor må de ikke også provokere og nægte og synge og være lige præcis som de gerne vil? Hvorfor skal der fremkaldes onde ånder som alle kan fantasere om og føle sig truet af? Hvem er de? Hvorfor dyrke disse fjendebilleder – hvorfor opfinde fjender der ikke findes, hvorfor søge at splitte danskerne og Danmark, når det nu ingen mening giver?

Sommerferien for mit vedkommende er slut. Jeg har solet, badet, duftet, smagt og talt. Jeg har ikke mødt nogen som har forsaget Danmark og al landets herlighed. Jeg har ikke mødt nogen som ønsker at oprette et parallel samfund eller opløse landet i en global suppe. Jeg fornemmer at jeg sagtens kan have bevæget mig i de medie-, kulturelitære og erhvervs kredse som OH frygter. Og kære Ole Hyltoft, jeg må altså sige, det danske livssyn i de kredse lever og har det fantastisk. Der er intet at give tilbage, kun masser at arbejde med i fremtiden.

Jeg synes, at du skulle droppe din energiske kamp mod fantomer og genfinde dit eget danske frisind. Om noget har landet brug for det i disse år. Det kan godt være at det tjener i Dansk Folkepartis interesse at søge at splitte danskerne og Danmark, men Danmark tjener det ikke og det er fjernt for det der er mit danske livssyn.

Indlæg i Politiken debat 20/6

Så lær dog af Obama & co.

Obama gør det. NGO’erne gør det. Og dansk erhvervsliv gør det. De begejstrer mennesker gennem en helt ny form for netværkbaseret deltagelsesdemokrati. Men de danske partier? De snorksover, og er i fuld gang med at tabe endnu en generation af medlemmer på gulvet. Det er en fadæse.

Klaus Frandsen, radikal landsformandskandidat

I dag er det 228 dage siden Obama blev valgt. I de opstemte dage lige efter valget talte kommentatorer i flok om den store succes for netværksbaseret deltagelsesdemokrati. Hvad er der sket siden i Danmark? Absolut intet. De danske partier er faldet tilbage i deres efterhånden mangeårige resignation i forhold til medlemsinddragelse. Grundholdningen er, at medlemmerne ikke forstår virkeligheden på Christiansborg og derfor er lidt i vejen for ordentligt professionelt politisk arbejde.

Det er alt for uambitiøst og en fadæse. Samtidig med at Obama har kickstartet medlemsinddragelsen i USA, bliver danske partier stadig svagere i forhold til at inddrage medlemmerne.

Se bare på de dårlige historier på området, som partierne leverer i denne tid. Jeg nævner i flæng: Senest klagede Venstres bagland over, at de er blevet ignoreret i forbindelse med Grøn Vækst-oplægget. SF har på rekordtid skiftet til en meget centraliseret struktur med urafstemningsvalg leder og lille hovedbestyrelse for at virke mere handlekraftige og regeringsmodne. Folkeparti har sat minimering af medlemsindflydelse i system. Og Det radikale Venstre hænger fast i en organisationsstruktur fra 1905, som ikke fungerer i det nuværende mediebillede, hvor kadencen i politiske forløb er høj, og hvor en intern debat kan fremstilles som splid, der svækker den politiske ledelse.
Udviklingen i den politiske inddragelse står i kontrast til andre dele af det danske samfund. Danske virksomheder klarer sig godt i internationale sammenligninger af medarbejdertilfredshed bl.a. på grund af deres evne til medarbejderinddragelse. Tankegangen om at arbejde i sociale netværk har fået rigtigt godt fat i Danmark, og det gælder ikke bare Facebook, men hele tankegangen.

Partierne har naturligvis masser af undskyldninger. Det er svært at lave en aktiv organisation, der håndterer både geografiske, aldersmæssige og kulturelle forskelle blandt medlemmerne. Resultatet er stilstand og en organisationsform, hvor de, der føler sig bedst hjemme, er en gruppe af 25-40-årige, der også har deres arbejdsmæssige hverdag og uddannelsesmæssige baggrund i den politiske sfære og en gruppe af ældre, der er dybt rodfæstet i dansk foreningskultur.

Borgere udenfor de to grupper vælger at engagere sig i NGO’er mv., fordi de der får tilbudt en måde at være aktiv på, som både i form og omfang passer bedre ind i deres ønsker og deres liv.
Hvorfor er denne tilstand så ekstra kritisabel lige nu? Fordi Obama har bevist, at det kan gøres bedre, og det i et USA, som vi normal anser os for overlegne, når det gælder om foreningsliv. Obamas kampagne viser, at det kan lade sig gøre at skabe en fornyet forbindelse mellem folkevalgte og medlemsorganisationer, der er relevant for begge parter.

Et parti har en legitimerende rolle, hvor afstemninger i partiet giver de opstillede kandidater og politiske programmer legitimitet. Denne rolle er fin og vigtig, men skaber kun i korte højdepunkter ægte medlemsengagement. At kunne stemme på personer og programmer er ikke nok til at gøre politik sjovt.

De politiske partier giver også medlemmerne privilegeret adgang til at udveksle information og synspunkter med politiske ledere. Denne værdi er bare blevet devalueret, fordi det meget intense politiske mediebillede giver den oplevelse, at man kan være tæt på uden selv at være aktiv. Diverse kommentatorprogrammer som Mogensen og Kristiansen giver et billede af at komme ’bag facaden’ på de politiske ledere på samme måde som moderne sportsjournalistik kommenterer sportsudøveres mentale tilstand i en given situation. Politik behandles og kan nydes som en tilskuersport.
Tilbage står, at politiske partier må give friere tøjler for medlemsdrevet politisk aktivitet, på samme måde som nogle interesseorganisationer har gjort. Medlemmer skal inddrages mere i aktiviteter, som også har en udadvendt kommunikativ vinkel. Møder skal kombineres med forudgående onlineforløb, der gør, at man kan komme længere på mødet. Og mere direkte partnerskaber mellem partier og enkeltsagsorganisationer og i nogle tilfælde virksomheder skal føre til en kommunikation, hvor det konkrete og nære blandes mere frugtbart med det principielle og ideologiske.

Lad mig være konkret: Folketingsmedlemmer kan bruge hurtig online dialog med en fast gruppe af medlemmer til langt mere end banale ’synes godt om’-klap på ryggen på Facebook – webkonference værktøjer synes i dag at være helt oversete.

Med ’lav din egen tv-station’-værktøjer som det nye 23 Video vil visuelle kommunikation kunne bruges mere aktivt i medlemsinddragelsen. Tilgangen hos partiernes organisatoriske ledelser skal fornyes og ofte have karakter af gensidige sparringsforløb, hvor organisatorisk ledelse og de involverede i en aktivitet diskuterer sig frem til en aktivitets rammer. Og hemmeligholdelse af politiske oplæg med henblik på store mediekampagner skal reserveres til lejligheder, hvor det virkelig er nødvendig – for meget hemmeligholdelse bærer en pris i form af fremmedgørelse blandt medlemmerne.
Det er vigtigt at forstå, at fornyelse netop ikke skal være centralisering. Den dagsorden var helt specifik for SF i kraft af deres ønske om at ændre politisk profil. For at gøre politik sjovt for medlemmerne kan man centralisere noget af den administrative dødvægt og erstatte det med mere reel politisk aktivitet. Men resten kan ikke centraliseres – politik skal være sjovt som udøversport – ikke kun som tilskuersport.

Formandsvalg

På weekendens hovedbestyrelsesmøde præsenterede projekt ”Det Lange Lys” deres resultater indtil videre.  På baggrund af tilbagemeldingerne fra hovedbestyrelsesmødet er det nu planen, at de fortsætter med at lave vejledende afstemningstemaer til landsmødet.

Metoden for valg af politisk leder er kun et aspekt af det ”Det Lange Lys” kigger på, men som man kunne forvente, er det det aspekt, der fanger pressens opmærksomhed.

Jeg ser frem til diskussionen om organisation på landsmødet, men lige i forhold lige metoden til valg af formand vil jeg være neutral. De aspekter af rollen som formand for landsforbundet, som jeg lægger mest vægt på, vil ikke blive påvirket af evt. ændringer i formen for valg af politisk leder, så jeg er lige entusiastisk kandidat uafhængig af, hvilke ændringer, der måtte forventes at blive vedtaget på det område på landsmødet i 2010. Min neutralitet skal understrege, at jeg i givet fald vil arbejde loyalt videre indenfor de rammen landsmødet udstikker.

Hjemmesiden åben

Hermed er denne lille hjemmeside i forbindelse med valget af radikal landsformand åben. Jeg håber, at hjemmesiden giver et lidt bedre billede af mit kandidatur. Jeg er dog helt på det rene med, at en hjemmeside er ubetydelig set i forhold til en direkte diskussion af partiets organisatoriske situation på møder. Det er derfor mit håb at det vil lykkes at få arrangeret en række møder om partiets organisatoriske udvikling frem mod landsmøde. Jeg stiller gerne op til alt jeg kan.

Klaus Frandsen

Opstilling til formand for landsforbundet

Kære radikale HB-medlemmer og kredsformænd,                

Jeg ønsker, at Det Radikale Venstre bliver en stærk politisk faktor og et engagerende politisk netværk – lige fra kommunalbestyrelser til Europaparlament. Så kan vi i højere grad gøre vores ideer til virkelighed. Som der står i indledningen til det radikale principprogram fra 1997:

”Vi kan og vil påvirke vores fremtid. Det Radikale Venstre har siden 1905 taget fremtidens udfordringer op og søgt at løse samtidens problemer. Med dette principprogram forbereder vi os på at møde vor egen tids udfordringer med nytænkning og mod til at handle.”

VK-regeringens tid har været kulminationen på en kulturforandring i dansk politik. De politiske partier har ”outsourcet” meget af det politiske arbejde:

Når et politisk problem identificeres sker i et univers af interesseorganisationer, forskere mv.

Når et politisk problem så skal løses bliver kommissioner sat til at lavet et katalog over mulige løsninger – politikere kan efterfølgende lægge den afstand, som passer i den politiske situation.

Politiske partier har så den fulde handlefrihed til kun beslutte det, som også finder nåde i diverse fokusgrupper mv.

Pressen går ikke selv meget i dybden, men kommenterer det politiske univers som sportskommentatorer.

Når jeg ser på det danske politiske landskab, er det os i Det Radikale Venstre, som har haft vanskeligst ved at tilpasse os til dette nye billede. Det ligger dybt i Det Radikale Venstres kultur både at vi analyserer problemerne, foreslår løsninger og deltager i det besluttende arbejde. Derfor fremstår vi i øjeblikket antikverede i det politiske billede. Konsekvensen er frustration. Vi har set frustrationen i form af både nye partidannelser, ”skæve” budskaber fra enkeltmedlemmer i eksterne medier og i dele af debatten på radikale.net.

Kun en part kan lede landet af gangen. Det betyder, at vi ikke samtidig kan vise, at vores arbejdsmetode fører til en bedre ledelse af Danmark. Spillereglerne i politik betyder, at vi først skal vise, at vi mestrer det nuværende politiske billede – så kan vi vinde et niveau af indflydelse, der gives os mulighed for at påvirke den politiske kultur igen. For at mestre den nuværende situation skal der være et meget tæt samspil mellem folketingsgruppe og landsforbund. Vores 9 medlemmer af folketingsgruppen har kun meget lille chance for at skabe succes alene – det er en udfordring at fylde nok blandt de mange aktører i det nuværende politiske billede.

Men vi er jo ikke alene 9 medlemmer af folketingsgruppen! Vi er så mange, at vi kan blive en succesfuld aktør i det nuværende politiske landskab. Vi skal være et netværk af radikale. Det er muligt, hvis alle medlemmer bruger det radikale netværk som deres politiske anker, og partistrukturen i øvrigt bidrager til at sikre, at medlemmernes indsats i netværket spiller sammen med ni eller flere medlemmer på tinge. Det er nødvendigt, at vi anerkender det politiske billede, som det er, og vi koncentrerer vores kræfter om at handle i den nuværende situation. Vi må anerkende, at vores tidligere valgsejr med 17 mandater var baseret på en etisk indignation, der ikke var langtidsholdbar som politisk grundlag. Vi må anerkende, at de øvrige partier har indtaget parlamentariske positioner, hvor de har fundet sig til rette i det nuværende politiske billede. Og de ikke har tænkt sig at korrigere de positioner af hensyn til os.

En ny stærk betydning kræver et nyt radikalt projekt, som også omfatter tilpasninger af både landsforbundets organisation og arbejdsform. Organisationen skal ikke centraliseres på den måde, som f.eks. SF gør. SF’s mål med ændringerne er regeringsduelighed – det har vi allerede til overmåde. Vores mål er organisatorisk adræthed, derfor skal vores nye organisation skabe mere fleksibilitet og give mindre administrativt arbejde. Ledelsen skal tilskynde til og støtte netværksbaseret aktivitet. Det kræver en ny landsformand. En formand, der både har dyb respekt for partiets historie og som kan handle i en moderne netværksbaseret struktur. 

Jeg glæder mig til at komme rundt i Danmark og præsentere min tilgang til denne opgave. Til at drøfte hvorledes en mere netværksbaseret model med mindre administrativt arbejde også kan gøre det sjovere at være med – uanset hvor i Danmark du er radikal.

Det skal være sjovt at være radikal

I de sidste måneder har jeg mødt og talt med mange medlemmer af vores parti. Nogle jeg kender rigtig godt, nogle hvor det er længe siden vi har talt sammen, og nogen jeg aldrig har talt med tidligere.

Samtalerne har bekræftet det åbenbare: Vi har en organisation med en dybde og diversitet, som Liberal Alliance og Borgerligt Centrum aldrig vil kunne skabe med deres designertilgang til politik.

Vi har også masser af engagement og sejhed at trække på. Desværre er der også elementer af mismod. De nye partidannelser og pressebombardementet fra diverse kommentatorer har haft en effekt.

 Den allervigtigste målsætning for mit kandidatur til posten som formand for landsforbundet er derfor ikke de organisatoriske ændringer, jeg håber, bliver gennemført. Det er bare at vi skal have det sjovere. Vi er dem der tager både humanistiske værdier og markedsøkonomi mest alvorligt blandt de politiske partier, og netop derfor er det vigtigt, at vi holder fast i, at det at arbejde politisk skal være sjovt – ikke bare alvor.

Vi skal turde lave aktiviteter, hvis formål er at gøre politik sjovere. Vi skal give større udfoldelsesrum til de medlemmer, som vil bidrage til at gøre det sjovere. Vi skal gøre det administrative enklere for ikke at slide på de medlemmer, som påtager sig tillidshverv. Vi skal medtage de skæve vinkler, når vi lægger indlæg på radikal.net. Det er nemt at gøre grin med vores ”cafe latte” periode, men perioden viste også nogle fremadrettede muligheder.

På denne hjemmeside finder I lidt information om mit kandidatur. Den vil udvikle sig frem mod landsmødet, men skal bare ses som et supplement til debatten på radikale.net.

Med håb om en god valgkamp.

Klaus Frandsen