Indlæg i Politiken debat 20/6

Så lær dog af Obama & co.

Obama gør det. NGO’erne gør det. Og dansk erhvervsliv gør det. De begejstrer mennesker gennem en helt ny form for netværkbaseret deltagelsesdemokrati. Men de danske partier? De snorksover, og er i fuld gang med at tabe endnu en generation af medlemmer på gulvet. Det er en fadæse.

Klaus Frandsen, radikal landsformandskandidat

I dag er det 228 dage siden Obama blev valgt. I de opstemte dage lige efter valget talte kommentatorer i flok om den store succes for netværksbaseret deltagelsesdemokrati. Hvad er der sket siden i Danmark? Absolut intet. De danske partier er faldet tilbage i deres efterhånden mangeårige resignation i forhold til medlemsinddragelse. Grundholdningen er, at medlemmerne ikke forstår virkeligheden på Christiansborg og derfor er lidt i vejen for ordentligt professionelt politisk arbejde.

Det er alt for uambitiøst og en fadæse. Samtidig med at Obama har kickstartet medlemsinddragelsen i USA, bliver danske partier stadig svagere i forhold til at inddrage medlemmerne.

Se bare på de dårlige historier på området, som partierne leverer i denne tid. Jeg nævner i flæng: Senest klagede Venstres bagland over, at de er blevet ignoreret i forbindelse med Grøn Vækst-oplægget. SF har på rekordtid skiftet til en meget centraliseret struktur med urafstemningsvalg leder og lille hovedbestyrelse for at virke mere handlekraftige og regeringsmodne. Folkeparti har sat minimering af medlemsindflydelse i system. Og Det radikale Venstre hænger fast i en organisationsstruktur fra 1905, som ikke fungerer i det nuværende mediebillede, hvor kadencen i politiske forløb er høj, og hvor en intern debat kan fremstilles som splid, der svækker den politiske ledelse.
Udviklingen i den politiske inddragelse står i kontrast til andre dele af det danske samfund. Danske virksomheder klarer sig godt i internationale sammenligninger af medarbejdertilfredshed bl.a. på grund af deres evne til medarbejderinddragelse. Tankegangen om at arbejde i sociale netværk har fået rigtigt godt fat i Danmark, og det gælder ikke bare Facebook, men hele tankegangen.

Partierne har naturligvis masser af undskyldninger. Det er svært at lave en aktiv organisation, der håndterer både geografiske, aldersmæssige og kulturelle forskelle blandt medlemmerne. Resultatet er stilstand og en organisationsform, hvor de, der føler sig bedst hjemme, er en gruppe af 25-40-årige, der også har deres arbejdsmæssige hverdag og uddannelsesmæssige baggrund i den politiske sfære og en gruppe af ældre, der er dybt rodfæstet i dansk foreningskultur.

Borgere udenfor de to grupper vælger at engagere sig i NGO’er mv., fordi de der får tilbudt en måde at være aktiv på, som både i form og omfang passer bedre ind i deres ønsker og deres liv.
Hvorfor er denne tilstand så ekstra kritisabel lige nu? Fordi Obama har bevist, at det kan gøres bedre, og det i et USA, som vi normal anser os for overlegne, når det gælder om foreningsliv. Obamas kampagne viser, at det kan lade sig gøre at skabe en fornyet forbindelse mellem folkevalgte og medlemsorganisationer, der er relevant for begge parter.

Et parti har en legitimerende rolle, hvor afstemninger i partiet giver de opstillede kandidater og politiske programmer legitimitet. Denne rolle er fin og vigtig, men skaber kun i korte højdepunkter ægte medlemsengagement. At kunne stemme på personer og programmer er ikke nok til at gøre politik sjovt.

De politiske partier giver også medlemmerne privilegeret adgang til at udveksle information og synspunkter med politiske ledere. Denne værdi er bare blevet devalueret, fordi det meget intense politiske mediebillede giver den oplevelse, at man kan være tæt på uden selv at være aktiv. Diverse kommentatorprogrammer som Mogensen og Kristiansen giver et billede af at komme ’bag facaden’ på de politiske ledere på samme måde som moderne sportsjournalistik kommenterer sportsudøveres mentale tilstand i en given situation. Politik behandles og kan nydes som en tilskuersport.
Tilbage står, at politiske partier må give friere tøjler for medlemsdrevet politisk aktivitet, på samme måde som nogle interesseorganisationer har gjort. Medlemmer skal inddrages mere i aktiviteter, som også har en udadvendt kommunikativ vinkel. Møder skal kombineres med forudgående onlineforløb, der gør, at man kan komme længere på mødet. Og mere direkte partnerskaber mellem partier og enkeltsagsorganisationer og i nogle tilfælde virksomheder skal føre til en kommunikation, hvor det konkrete og nære blandes mere frugtbart med det principielle og ideologiske.

Lad mig være konkret: Folketingsmedlemmer kan bruge hurtig online dialog med en fast gruppe af medlemmer til langt mere end banale ’synes godt om’-klap på ryggen på Facebook – webkonference værktøjer synes i dag at være helt oversete.

Med ’lav din egen tv-station’-værktøjer som det nye 23 Video vil visuelle kommunikation kunne bruges mere aktivt i medlemsinddragelsen. Tilgangen hos partiernes organisatoriske ledelser skal fornyes og ofte have karakter af gensidige sparringsforløb, hvor organisatorisk ledelse og de involverede i en aktivitet diskuterer sig frem til en aktivitets rammer. Og hemmeligholdelse af politiske oplæg med henblik på store mediekampagner skal reserveres til lejligheder, hvor det virkelig er nødvendig – for meget hemmeligholdelse bærer en pris i form af fremmedgørelse blandt medlemmerne.
Det er vigtigt at forstå, at fornyelse netop ikke skal være centralisering. Den dagsorden var helt specifik for SF i kraft af deres ønske om at ændre politisk profil. For at gøre politik sjovt for medlemmerne kan man centralisere noget af den administrative dødvægt og erstatte det med mere reel politisk aktivitet. Men resten kan ikke centraliseres – politik skal være sjovt som udøversport – ikke kun som tilskuersport.