Indlæg i Berlingske debat 5/8

En krig mod fantomer

Her i sommerferien har jeg kun sporadisk læst avis. Nok et udtryk for en sikkert tiltrængt doven ferieramt sløsethed. En enkelt kronik vender dog forstyrrende tilbage i mine ferietanker og derfor har jeg trang til at skrive den ud af mit hoved. Det er Ole Hyltofts (OH) kronik i Berlingske den 11. juli ”Giv os det danske livssyn tilbage”.

OHs kronik var indledningsvis en hyldest til den danske højsommer. En hyldest af en sådan karakter som ingen er uenige i – heller ikke jeg. Solen, blomsterne, det dugvåde græs, de gamle skjalde og de let påklædte piger. Men pludselig fremmanes et sort fantom midt i den danske hygge. Nogen vil ikke Danmark det godt. Nogen håner det danske. En kultur- og medieoverklasse lægger sig pludselig som tunge sorte skyer over Danmark.

Jeg virrede med hovedet og blinkede med øjnene, og læste spalterne forfra. Lige meget hjalp det, jeg forstod ikke hvad OH mente, jeg forstod simpelthen ikke hvem i Danmark det var han hentydede så direkte til.

Født af Radikale forældre, opvokset i et radikalt hjem, aktiv i det Radikale Venstre så plejer jeg at være skydeskive for OHs skriverier. Men det kunne umuligt være mig han satte til vægs i denne kronik.

Jeg elsker Danmark, jeg har tilmed vendt den danske muld med min fars traktor da jeg var barn. Og ja jeg er dybt skeptisk over for Danmarks tilstedeværelse i Irak og stor tilhænger af dansk ulandsbistand. Men jeg ejer ikke et gram af dansk selvhad. Jeg elsker den store internationale verden som Danmark er tæt forbundet med og dybt afhængig af, men jeg er ikke mindre dansk af den grund. Tvært imod. Hver eneste gang jeg rejser ud, eller møder fremmede i Danmark bliver jeg mere og mere bevidst om, hvem jeg er som dansker og hvad det er der er specielt dansk for mig.

Derfor undrer det mig mere og mere hvad det er som OH og andre af hans fæller fra Danske Folkeparti vil have tilbage. Hvem har stjålet hvad og fra hvem?

Når jeg læser OHs kronik, savner jeg ordet frisind. Noget der for mig er og har været meget meget dansk og en stærk det af mit danske livssyn. Frisind forstået på den måde, at du har din holdning og jeg har min holdning, og din holdning svækker ikke min, men gør mig mere bevidst om vores forskel og hvem jeg er. Den tolerance og rummelighed har altid for mig været typisk dansk. Ikke sådan at forstå at alt er lige godt – nej, men sådan at forstå, at en nation netop bliver stærk i det brydningsfelt hvor meninger mødes.

OH nærmer sig frisindet i sin karakteristik af Kim Larsen. Manden som nægter at skodde og elsker at provokere. Ham er der plads til. Det er godt! Men hvorfor ikke også alle de andre – hvorfor må de ikke også provokere og nægte og synge og være lige præcis som de gerne vil? Hvorfor skal der fremkaldes onde ånder som alle kan fantasere om og føle sig truet af? Hvem er de? Hvorfor dyrke disse fjendebilleder – hvorfor opfinde fjender der ikke findes, hvorfor søge at splitte danskerne og Danmark, når det nu ingen mening giver?

Sommerferien for mit vedkommende er slut. Jeg har solet, badet, duftet, smagt og talt. Jeg har ikke mødt nogen som har forsaget Danmark og al landets herlighed. Jeg har ikke mødt nogen som ønsker at oprette et parallel samfund eller opløse landet i en global suppe. Jeg fornemmer at jeg sagtens kan have bevæget mig i de medie-, kulturelitære og erhvervs kredse som OH frygter. Og kære Ole Hyltoft, jeg må altså sige, det danske livssyn i de kredse lever og har det fantastisk. Der er intet at give tilbage, kun masser at arbejde med i fremtiden.

Jeg synes, at du skulle droppe din energiske kamp mod fantomer og genfinde dit eget danske frisind. Om noget har landet brug for det i disse år. Det kan godt være at det tjener i Dansk Folkepartis interesse at søge at splitte danskerne og Danmark, men Danmark tjener det ikke og det er fjernt for det der er mit danske livssyn.